Så kom den længe ventede dag. Jeg har fået sat vores første kartofler i urtehaven. Efter råd fra Bonderøven på DR1 har jeg i år valgt at prøve sorten "Solist". Den skulle have en fantastisk smag. Det er en tidlig kartoffel. Jeg glæder mig til at se de første små planter stikke op af jorden. Nu må jeg bare væbne mig med tålmodighed og se, hvornår det så sker...
Solist - Meget tidlig sort, restaurationskokkens favorit. Får relativt mange og rundovale ensartede knolde, med lysgul kødfarve. Fast kød, tynd skræl og smagfuld, god til fisk og grillmad. Modstandsdygtig mod skimmel. Brok- og nematoderesistent. De første kartofler forspires i væksthus fra februar måned og sættes i jorden sidst i marts. De tidlige arealer dækkes med plast eller fiberdug og kan høstes og sælges fra omkring 10 juni.
Blå Congo - Øko kartoffel fra Camilla Plum på Fuglebjerggård
Den hedder Blå Congo fordi den er blå eller violet på skrællen og i kødet. Planten har fine blå blomster. En virkelig dekorativ plante. Jeg glæder mig så meget til at se den i vores have. Den er dog desværre vanskelig at dyrke, da den let bliver angrebet af skimmelsvamp. Jeg har derfor valgt at sætte kartoflen i potter og se om det vil lade sig gøre. Jeg holder dem væk fra min utrehave, da jeg er bange for at den skal angribe de andre planter.
Den har en fin kartoffelsmag, men er mere melet end andre sorter. Den er yderst velegnet til kartoffelmos og kartoffelsalat som får en flot blå farve.